Udbrændthed eller burn out

Udbrændthed – eller på engelsk: burn out – er en af de frygtelige konsekvenser af ubehandlet stress. Her er man helt færdig rent følelsesmæssig og hjerne er på stærkt reduceret kapacitet. Der er flere faser i udbrændthed – og det er muligt at vende tilbage. Det tager bare længere tid end med stress. Derfor skal du tage din stress alvorligt, inden det udvikler sig.

Udbrændthed eller burn out

Indholdsfortegnelse

Udbrændthed – eller burn out – er en tilstand, hvor du er følelsesmæssigt helt brændt ud, og som oftest er udløst af langvarig stress (kronisk stress).

Burn out er det engelske ord for den samme tilstand, og nogle gange kan du måske også høre det omtalt som udmattelsessyndrom.

Vi mennesker har gennem evolutionen udviklet en smart og vigtig evne til at kunne skabe en kortvarig stressreaktion, når vi har skullet klare svære opgaver og udfordrende situationer. Denne evne har gennem tiderne har sikret vores overlevelse.

Men nu er vi nået til den modsatte pol af den sunde stress – nemlig der, hvor stresstilstanden har varet i lang tid – også kaldet kronisk stress – og hvor det risikerer at ende i udbrændthed.

Derfor er det vigtigt at opdage stress i tide. 

Er du i tvivl om, hvad stress i det hele taget er for noget, kan du læse om Hvad er stress her.

Hvad udbrændthed gør ved din hjerne

Hvorfor det hedder udbrændthed, kan jeg kun gisne om. Men hvis man kigger på scanninger af hjernen, så kan det være, at betegnelsen er taget fra de iagttagelser, man har gjort sig der.

Scanninger af hjernen viser allerede nedsat aktivitet ved stress. Men når der kommer til udbrændthed, så er aktivitet på et minimum – som i nærmest ingen aktivitet.

Så det går virkelig hårdt ud over din hjerne at blive ramt af udbrændthed.

Derfor er det vigtigt at tage symptomerne alvorligt – også lang tid inden du når til det stadie, hvor du er udbrændt. For det tager tid at komme derhen, så du har masser af muligheder for at reagere i tide.

Udbrændthed rammer primært 

den engagerede medarbejder.

Hvem rammes af udbrændthed

Både mænd og kvinder har lige stor risiko for at udvikle udbrændthed. Undersøgelser viser, at 2 ud af 3 personer, som rammes af stress og depression, peger på deres arbejdssituation som årsagen.

Når vi taler om udbrændthed, så er det ofte idealet af en medarbejder, der rammes. Nemlig en medarbejder, der er både pålidelig og engageret. Det er nemlig sådan, at for at kunne brænde ud, er du nødt til også at kunne brænde for noget.

Han eller hun arbejder ofte med mennesker. Ifølge en svensk undersøgelse er der størst risiko for udbrændthed eller udmattelsesdepression blandt lærere og ansatte i social- og sundhedssektoren. De erhverv dækker over blandt andet hjemmehjælpere, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Det er traditionelt kvindefag, og derfor er udbrændthed hos kvinder også mere udbredt.

De vidste præcist, hvornår de blev ramt

Mange af dem, som rammes af udbrændthed, kan sige præcis hvornår det startede. 

Da de pludselig ikke kunne genkende deres arbejde, eller ikke vidste hvad de var i gang med. Eller da de brød grædende sammen foran kollegerne, eller da de ikke kunne komme ud af sengen en morgen.

Alle er de også kendetegn på stresskollaps, men forskellen er, at efter dette oplevede de depressionssymptomer i form af en følelse af håbløshed og sortsyn.

Sammenhæng mellem kronisk stress og udbrændthed

Efterhånden er ordet ”stress” blevet en betegnelse, som vi alle anvender i forskellige sammenhænge. Det forbindes ofte med situationer, hvor vi har travlt, og hvor vi oplever et midlertidigt, psykisk eller fysisk pres.

Den kortvarige travlhed må ikke forveksles med egentlig stress, der er en meget mere alvorlig tilstand.

Kronisk stress er en proces, hvor pres, krav og forventninger gennem en lang periode har udfordret dine evner og ressourcer til at opfylde de krav, der stilles til dig. Krav skal du her forstå som både ydre krav fra omverdenen og indre krav, som er dem, du selv føler, at du skal leve op til.

Mennesket er ikke født eller designet til at kunne håndtere konstant, mentalt pres. Får du ikke stoppet op i tide, så kan du risikere at nå til et punkt, hvor du bliver udmattet følelsesmæssigt og mister din energi og dit engagement. Her taler man om udbrændthed.

Udbrændthed er 

følelsesmæssig nedsmeltning

Symptomer på udbrændthed

Udbrændthed starter med symptomer på stress, men da disse ofte bliver overset eller ignoreret som ”ikke alvorlige”, så kan du stille og roligt glide over i udbrændthed.

“Faktisk er ‘udmattelsesdepression’ et bedre ord for denne tilstand”, siger Maria Åsberg, professor i psykiatri ved Karolinska Instituttet i Sverige, hvor de forsker i bl.a. stress og udbrændthed.

Derfor hænger udbrændthed også sammen med depression.

Udbrændthed er blandt andet kendetegnet ved:

  • Desillusion, tristhed og opgivenhed
  • Ufølsomhed og ligegyldighed over for andre mennesker
  • Manglende ressourcer og lav præstationsevne
  • Tab af positivt engagement og interesse i dit arbejde.

Hvis vi taler de fysiske reaktioner, så er det de helt gængse stress symptomer:

  • Hovedpine
  • Muskelspændinger
  • Fordøjelsesbesvær
  • Træthed og søvnproblemer

Og i det hele tage alle de røde symptomer på stress.

Ofte er der (desværre) tale om symptomer, som vi et langt stykke henad vejen slår hen og ignorerer, eller som vi lige klarer med en pille eller to, og så er det væk for denne gang.

Forskellen på stress og udbrændthed

Det kan ind imellem være svært at se, hvad forskellen er på stress og udbrændthed. Derfor har jeg samlet nogle symptomer på stress og udbrændthed, så du kan sammenligne og få en fornemmelse af, hvordan stress adskiller sig fra udbrændthed.

Stress

  • Overdrevent engagement
  • Følelser er overaktive
  • Fremkalder hast og hyperkativitet
  • Mangel på energi
  • Fører til angst
  • Primære symptomer er fysiske
  • Kan tage livet af dig før tid

Udbrændthed

  • Manglende engagement
  • Følelser er slørede/nedtonede
  • Fremkalder hjælpeløshed og håbløshed
  • Mangel på motivation, idealer og håb
  • Fører til ensomhed og depression
  • Primære symptomer er følelsesmæssige
  • Får dig til at føle, at livet ikke er værd at leve

Kilde:  Helpguide.org

Lær de 5 udbrændthed faser at kende

Oplevelsen af følelsesmæssig udmattelse er et af stærkeste symptomer på udbrændthed, og det opstår selvsagt ikke fra den ene dag til den næste. Det udvikler sig over en periode af varierende længde.

Befinder du dig i et presset erhverv, eller har du et stort ansvar på jobbet, er det værd for dig at være opmærksom på de forskellige faser, hvor du måske kan genkende dig selv. 

Husk at det er de engagerede medarbejdere, der er i størst risiko for udbrændthed.

Fase 1: Engagement og højt energiniveau

Dit arbejde er spændende, og du er fuld af optimisme og nyder at arbejde med svære, lærerige og nye arbejdsopgaver. Du er fyldt med selvtillid og visioner for dit arbejde.

Fase 2: Tvivl

Succeserne udebliver. Du føler nederlag og skuffelse. Der er ingen støtte fra dine kolleger eller sparring med din chef, og du begynder at tvivle. Tvivle på dine idéer, dit eget værd.

Du begynder at have svært ved at slappe af mentalt, når du kommer hjem fra arbejde. Du tager arbejdsopgaver med hjem – enten fysisk eller mentalt, og du oplever arbejdet som et stadigt større pres.

En gang imellem kan det være svært at falde i søvn, eller du kan opleve at vågne tidligt uden at være i stand til at falde i søvn igen.

Fase 3: Omprioritering

Her er der chance for at fange det ”i opløbet” så at sige. Du har mulighed for at lave en omprioritering af dine opgaver i samarbejde med kolleger og chef, så du har mulighed for at lykkes i dit arbejde.

Hvis du ikke lykkes med denne omprioritering, så er næste fase …

Fase 4: Frustration, meningsløshed og kynisme

Du begynder at arbejde mere i ugens løb og tager ekstra timer. Søvnløshed og rastløshed begynder at kendetegne din døgnrytme. Du frustreres de ting, der forhindrer dig i at nå dine mål, deadlines og opgaver.

Den manglende søvn gør det svært for dig at koncentrere dig, og du begynder at mange mentalt overskud på jobbet. 

Du bliver mere kynisk og for at kunne overleve psykisk, så fjerner du dig mentalt mere og mere fra dit arbejde.

Det nedsatte engagement kommer til at påvirke dit generelle humør. Du kan opleve at blive mere grådlabil, opgivende, melankolsk og have nemmere ved at blive irriteret. I denne fase begynder din stresstilstand at gå alvorligt udover familien og vennerne, og du nærmer dig udbrændthed.

Fase 5: Udbrændthed

Din krop og hjerne dig fortæller dig, at du skal stoppe helt op. Du kan opleve det at skulle ud af sengen om morgenen som fuldstændig umuligt. Hver en opgave i løbet af dagen bliver en udfordring. 

I denne fase bliver de fleste sygemeldt – hvis de ikke allerede er blevet det.

Du følger her et depressionslignende mønster, hvor du taler lavt, er pessimistisk, føler dig som en fiasko, orker ikke noget som helt, sover elendigt og er fyldt med selvbebrejdelse.

Måske kan du genkende dig selv i en af faserne ovenfor?  Hvis du kan, så er det vigtigt, at du tager kontakt til din læge med det samme.

Kan du blive helbredt for udbrændthed?

Det er muligt at komme tilbage efter en diagnose med udbrændthed. Måske ikke med en hjerne på fuld kraft. Det afhænger både af, hvor lang tid du har været op at bygge din udbrændthed op, og hvor længe du har gået rundt med den uden at få gjort noget effektivt ved den.

Når du skal tilbage efter udbrændthed, så er det ofte en kombination af flere behandlinger, der kan hjælpe dig tilbage:

  • Behandling mod depression (medicin og samtaleterapi)
  • Afspændingsøvelser (meditation, yoga, afspændingsøvelser)
  • Stresshåndtering (den grundlæggende stress, som din udbrændthed udspringer af, skal væk)
  • Psykoterapi (det kan både være separat eller som en del af stresscoaching)

Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en snak – og ellers vil jeg anbefale, at du kontakter din læge, hvis du har mistanke om, at du er ramt af udbrændthed. 

Picture of Connie Jahn
Connie Jahn

Connie har selv været sygemeldt med stress. Det er med afsæt i den oplevelse, at hun har videreuddannet sig til stresscoach og selvsabotage coach. Hun bruger nu sin energi på at hjælpe andre med stress - blandt andet gennem denne blog. Klik på mit navn og lær mig bedre at kende.

Kategorier

Seneste blogs

Gua sha massage - både som ansigtsmassage og kropsmassage

Gua Sha massage

Gua sha massage er en gammel traditionel kinesisk massage. Formålet er at stimulere hudens blodcirkulation, frigøre spændinger i musklerne og fremme

Læs mere »

KAR DU ET SPØRGSMÅL?

Sidder du med et spørgsmål, som du gerne vi have svar på, så skriv til mig på mailen her til højre, og start med “Spørgsmål til bloggen”.

Så får du svaret her i bloggen.

KONTAKT MIG

Telefon: 3035 0952
Mail: connie@conniejahn.dk

Massage:
Hesseløvej 8
4300 Holbæk